Referat af Lokalrådets generalforsamling
Den 13. marts 2025

Frank Jensen blev enstemmigt valgt til dirigent.
Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, da indkaldelsen var lagt på Skævinge.dk (Lokalrådets hjemmeside) den 10. februar 2025 og samme dag lagt ud som opslag på Facebookgruppen “Skævinge - ordet er dit”.

Der var 9 fremmødte - og desuden havde 1 person givet en fuldmagt til formanden i tilfælde af stemmeafgivelse.

Lokalrådets formand, Bernt Salzwedell, fremlagde Lokalrådets beretning for 2024. Den blev efterfølgende godkendt med akklamation.

Da der i det forgangne år ikke har været nedsat nogle arbejdsgrupper, var der derfor heller ikke noget at berette for disse.

Derfor kunne man gå direkte til forelæggelse af det reviderede regnskab og budget for 2025. Kasserer Carsten Toft-Hansen fremlagde regnskab og forklarede de enkelte poster. Der blev et meget beskedent overskud, som er overført til 2025. Det reviderede regnskab blev godkendt af samtlige fremmødte.
Budgettet for 2025 blev ligeledes godkendt - efter en kort drøftelse af, hvordan Lokalrådet i fremtiden kan finde økonomiske midler til den fortsatte drift.

Der var ikke indkommet nogen forslag til generalforsamlingen inden for den fastsatte deadline, så man gik direkte videre til valg af medlemmer til bestyrelsen.

Der kan være op mod 10 medlemmer i bestyrelsen, som bliver valgt for 2 år ad gangen. To af de hidtidige bestyrelsesmedlemmer, Jens Sindberg og Frank Jensen, ønskede at træde ud af Lokalrådet, mens Bernt Salzwedell og Carsten Toft-Hansen modtog genvalg.
Desuden stillede Jacob Richter-Friis, Anders Gamborg, Anders Nielsen og Kim Ravn-Jensen op til bestyrelsen.
Alle seks blev valgt til bestyrelsen med akklamation, så bestyrelsen nu består af 7 medlemmer.

Revisor Thomas Jørgensen modtog også genvalg, og Dennis Pallesgaard stillede op som revisorsuppleant. Begge blev valgt med akklamation.

Under eventuelt blev det drøftet, hvorvidt der kunne være et tættere samarbejde mellem Lokalrådet og Borgerforeningen. Men der var enighed om, at de to har forskellige formål, hvorfor det giver god mening fortsat at have begge dele.

Referent: René Rhodin

 

Skævinges historie — kort fortalt

v. Hans Ethelberg, Skævinge lokalhistoriske arkiv

Gennem tiderne har man gættet på, hvad navnet Skævinge kommer fra. Det er almindelig anerkendt, at det forstavelsen ‘skæv-‘ er afledt af det samme ord som skib. Skib kommer oprindelig fra et ord, som betyder ‘en udhulet træstamme’. Stedet Skævinge er formentlig også kaldt op efter noget, der var udhulet. Men hvad det udhulede var, er nok gået i glemmebogen for mere end tusind år siden.

Der har været gættet på, at man har kunnet sejle til Skævinge på Havelse å, og deraf navnet Skibinge, som senere er blevet til Skævinge. Men det er rent gætteri.

Derimod er det ikke gætteri, at der var en anseelig landsby på stedet i middelalderen. Det viser udgravninger. For få år siden udgravede arkæologerne blandt andet et støberi til en kirkeklokke her i byen.

Men siden middelalderen skrumpede Skævinge ind til en ubetydelig landsby. Den blev så lille, at den måtte dele præst med et af nabosognene. Skævinge og Gørløse blev på den måde slået sammen.

Skævingebønderne følte imidlertid ikke, de havde noget til fælles med dem fra Gørløse. Så længe det bare betød, at præsten skulle køre frem og tilbage mellem de to kirker, kunne man være ligeglad. Problemet opstod, da der i 1840-erne skulle oprettes et sogneforstanderskab, hvortil der skulle vælges bønder fra området. Forstanderskabet skulle administrere udgifter til skoler og fattigkassen. Skævingebønderne havde ikke lyst til at dele den slags med "de fremmede" i Gørløse. De skrev under på en protestskrivelse. Men det nyttede ikke noget, og indtil kommunalreformen i 1970, hed kommunen Skævinge-Gørløse kommune.

I 1897 åbnedes Frederiksværk-banen. Skævinge blev stationsby.

Det blev altafgørende for byen. Nu begyndte befolkningstallet at stige, og midt i 1900-tallet var den uden sammenligning den største landsby i området mellem Frederiksværk, Frederikssund og Hillerød.

Derfor er det ikke underligt, at den nye kommune, der blev dannet i 1970, kom til at hedde Skævinge kommune. Nu hørte Strø og Lille Lyngby sogne foruden Gørløse med til kommunen.

Som bekendt blev Skævinge kommune indlemmet i Hillerød 2007.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk